Tegneren Engholm,
Far til Fires far

Hjem

Hvordan startede Far til Fire?

Foredrag

Tegner Kaj Engholm hører til sjældne mennesker, der lige fra barnsben véd nøjagtigt, hvad de vil her i livet. Kaj ville tegne, og det gjorde han, lige fra han kunne holde på sin første blyant.

Bestemt for at tegne

Han blev født i 1906 og voksede op i et beskedent embedmandshjem i Villemoesgade på Østerbro. Faderen var ansat i Københavns Magistrat, moderen var hjemmegående, og økonomien var kronisk anstrengt.
Faderen insisterede på, at Kaj efter sin realeksamen gik et år på Købmandsskolen, "for du kan sikkert ikke leve af at tegne, du må have noget at falde tilbage på".
Det gjorde Kaj, traf her sin kone Astrid og det meste af den faste vennekreds for resten af livet, men han blev ved med at tegne, og det lykkedes tit for ham at få afsat vittigheder og små illustrationer til bladene.

Takket være disse tegneopgaver og stor sparsommelighed fik han sparet så meget sammen, at han kunne tage ni måneder på tegneskole i Berlin i 1929. Resten af livet talte han tit og taknemmeligt om alle de impulser, han havde fået på Reimann Schule i Berlin - som blev hans eneste, formelle tegneruddannelse.

Fra reklamer til tegneserier

Han arbejdede i 1930erne nogle år på reklamebureau og fik her ved tilfældighedernes spil en opgave, der gav ham det første skub i den retning, han senere skulle følge - tobaksfirmaet C. W. Obel lavede en kampagne for Bali shagtobak, og Kaj Engholm blev valgt til at illustrere den.
Temaet var "Hvor er Jensen?", og ideerne gik på bl.a. at tegne en samling kirurger om operationsbordet, overlægen mangler, alle spørger, "Hvor er Jensen?", og svaret er, "Henne og købe Bali Shag". Brandmænd ved ildebrand, en brandmand mangler, slangen ligger hen ad jorden, "Hvor er Jensen?" "Henne og købe Bali Shag".
Engholm lavede en 30-40 forskellige situationer, reklame-serien blev vældig populær, og han blev derved for første gang bemærket i blad- og reklamebranchen som humoristisk tegner.

Fedthas

En reklamedirektør, Erik Eberlin, foreslog på dette tidspunkt, at han lavede en tegneserie om en nærig mand, Fedthas, og kom med ideer til de første tegninger. Engholm lavede Fedthas-figuren og serierne, men var ikke helt tilfreds med dem, så tegningerne endte i skuffen.
I 1942 udskrev det daværende Nationaltidende en konkurrence. Det var under krigen, man kunne ikke få udenlandske serier, og man efterlyste en dansk tegneserie. Engholms kone Astrid greb Fedthaserne i skuffen og indsendte dem, uden at Kaj vidste det. Og han vandt! I en fart måtte han i gang med at lave Fedthas-serier - og det blev han ved med til sin død i 1988, også parallelt med den senere langt mere berømte Far til fire, som han begyndte at tegne fra 1948.
Men Fedthas var og blev hans hjertebarn. Selv syntes han, at Fedthas var meget sjovere end Far til fire.

Kaj Engholm som person

Engholm læste utrolig meget. Især historie var hans store interesse, og hans viden om især Englands historie, Elisabeth-Maria Stuart perioden, Københavns byhistorie, kalkmalerier i danske kirker, filmhistorie, m.v. var omfattende.
Han var et aktivt medlem af bl.a. Sherloch Holmes Klubben og Dansk Tegnerring.
Han var en aktiv far for sine to drenge, Ole (f.1934) og Per (f.1938), snedkererede legetøj til dem under krigen, cyklede lange ture med dem, hjalp dem med lektierne, og sørgede for at interessere dem for aktuelle emner gennem diskussioner. Han skrev selv meget levende og hjalp med mange stile!
Han var sine venners ven og meget afholdt i sin store omgangskreds.
Han havde et stort hjerte og var altid parat til at yde en hjælpende skærv eller gøre et stykke ekstra arbejde, når han hørte om nogen, der var kommet i vanskeligheder.

Han blev et navn og kendt som tegner, især da Far til fire serien fik succes, en succes, der senere blev forstærket gennem filmene.
Successen steg ham ikke til hovedet, for livet igennem var han dybt taknemmelig over, hvor heldig han havde været. "Det var jo som regel heldige omstændigheder, der gjorde, at jeg fik de rigtige opgaver og mødte mennesker, der kunne give mig de rigtige skub".
Dertil er at sige, at selvfølgelig spiller held og de rigtige kontakter på rette tidspunkt en rolle, men han var også myreflittig med sjældne og korte ferier og en arbejdsdag, der normalt gik fra 9 morgen til 9 aften.

Hans sidste år var ikke så lykkelige. Han mistede gradvist synet på begge øjne, og det er svært for et menneske, der har oplevet visuelt hele livet. Han ville ikke opgive sine serier, tegnede ved hjælp af en kæmpestor lup på skrivebordet, men tegningerne fra de sidste år er ofte sammenklip af de tidligere. Han leverede de daglige serier lige til det sidste.
"Men jeg får hørt en masse gode bøger", sagde han. "Det er skønt, at bibliotekerne har så mange lydbånd".